– 3 fokusområder der understøtter evnen hos den professionelle til at praktisere en mentaliserende tilgang

Det vi særligt bør kigge på, for at styrke vores relationskompetencer er samspillet imellem os, hvad enten det er kollegaer, ledelse eller relationen til børn og unge. Vi skal tilvendes at reflektere over egen praksis. Igennem denne refleksion skal vi opnå større forståelse af os selv i mødet med andre, og derudfra arbejde med at justere og balancere os selv.

Relationsanalysen har 3 fokusområder, hvor man undersøger; hvad sker der..

1) ..i barnet/den unge? (den anden)

2) ..i dig? (én selv)

3) ..mellem jer? (én selv og den anden)

Relationsanalysen kan benyttes til at undersøge, hvad der skete og var på spil i en konkret konfliktsituation, som man har været involveret i, men den kan også bruges til at undersøge en nuværende relation, som man oplever udfordrende. Dette kan fx være i form af, at man oplever modstand rettet mod den anden, eller den anden har modstand mod én selv, eller hvor begge dele er tilfældet. Alt efter om man undersøger en nuværende relation, eller en konfliktsituation som har udspillet sig, spørger man ind til hvad der henholdsvis sker, eller hvad der skete. Spørgsmålene man stiller i fokusområde 1. (når man undersøger en konfliktsituation) går ud på at undersøge hvad der faktuelt skete i den anden, altså hvad den anden sagde og gjorde (hvis fx den unge har fortalt hvad han/hun følte og tænkte, er det også faktuelt). Herefter undersøger man i 2. fokusområde, først hvad der faktuelt skete i én selv, hvad man sagde, hvad man gjorde, hvad man tænkte, og hvad man følte. Efterfølgende undersøger man i 2. fokusområde sine tanker og tolkninger omkring den anden; hvorfor tror du, den anden sagde og gjorde, som han/hun gjorde? Hvad tror du han/hun tænkte og følte? Hvad tror du han/hun havde behov for? Denne adskillelse af hvad der faktuelt skete i den anden, og hvad der var ens tanker og tolkninger omkring den anden, er afgørende at lave for at praktisere en mentaliserende tilgang, og det er her, vi ofte falder i. Når vi adskiller, hvad vi faktuelt ved omkring det der sker i den anden, og hvad vi tænker, og tolker om det der sker i den anden, har vi muligheden for at opdage, hvor vores tanker og tolkninger, bliver til vores sandhed. Ofte er vores sandhed om den anden præget af vores i øjeblikket umiddelbare negative tanker og følelser, og vi laver selektiv udvælgelse af, hvad der er på spil i den anden, hvilket også kaldes mentaliseringssvigt.

Det der sker mellem os

I Relationsanalysens 3. fokusområde undersøger man det der opstår, eller udspiller sig, mellem én selv og den anden. Her kan spørgsmålene være; hvad er på spil mellem jer? Hvad fungerer godt mellem jer? Hvad er svært mellem jer? Hvordan er ansvarsfordelingen mellem jer? Hvad har eventuelt ændret sig mellem jer?

Det er her, man kigger på sig selv og den anden udefra, og ser på det sammenspil der foregår. Når den ene fx har en adfærd, hvordan præger det så den andens adfærd og omvendt, og hvordan bider det evt. sig selv i halen? Dette kan være svært at få øje på, det foregår ofte subtilt, mens andre gange er det tydeligt at se i måden man er sammen på, taler sammen på, og de forventninger man har til hinanden.

Et eksempel herpå, fra en professionel relation, var da jeg blev kontaktperson for en ung, lad mig kalde ham Søren. Jeg havde fået til opgave at støtte Søren i at komme i skole, samt at holde ham fra kriminalitet.

Det jeg efter noget tid kunne se skete mellem os var, at jeg kom længere og længere over på Sørens banehalvdel. Jeg forsøgte, billedligt talt, at hive ned over hovedet på ham, at han skulle gå i skole, og at han skulle holde sig fra kriminalitet. Dette medførte at Søren trak sig længere og længere væk fra mig. Da jeg fik øje på hvad det var der skete mellem os, begyndte jeg at undersøge, hvad der var på spil i mig. Det blev tydeligt, at jeg havde store ambitioner på både mine egne og Sørens vegne. Jeg ønskede selvfølgelig for Søren, at han kom i skole, at han stoppede med at lave kriminalitet, og jeg ville give ham ”det gode liv” her og nu. Frem for at se det som en proces og et samarbejde med Søren om, at hjælpe ham til at vælge ”det gode liv”/en anden retning. Jeg blev samtidig klar over, at jeg synes, det var en svær opgave, jeg havde fået, og var egentlig i tvivl om, hvordan jeg skulle løse den, men ville jo gerne vise mit værd overfor min arbejdsgiver. Så derfor gik jeg til opgaven med et pres på mine skuldre, som blot fik mig til at fokusere mere på målet, end på processen og Sørens behov.

Jeg mindede mig selv om, at min primære opgave var at skabe og bevare en tillidsfuld relation til Søren. Derfor stoppede jeg for en stund med at tale om skole og kriminalitet, og arbejdede i stedet med at opbygge relationen til ham. Efter kort tid var det noget helt andet, der foregik mellem os, nemlig et langt mere ligeværdigt og gensidig respektfuldt møde. Langsomt begyndte jeg at spørge til skole og kriminalitet igen, og Søren begyndte at sætte ord på, hvorfor han ikke kom i skole, og hvorfor han lavede kriminalitet, og først derefter havde jeg reelt noget at arbejde med.